Terapeutisk healing
De fleste mennesker oplever på et tidspunkt i deres liv, at de livsstrategier , man hidtil har levet efter, ikke længere er brugbare. Det kan være, at man pludselig havner i en ny livssituation efter for eksempel skilsmisse, jobskifte, dødsfald eller, at livsforandringerne sker over længere tid. Man skal være forældre, man bliver ældre, man skifter eller ændrer job eller lignende. Fælles for dette er, at noget i ens liv ændres, og at der derfor er brug for nye tilgange til at forstå sig selv og omverdenen.
Mange mennesker gennemlever disse ændringer uden problemer, de sker bare af sig selv, og man tilpasser sig de nye livsvilkår. Men mange mennesker glemmer i sådanne processer ofte sig selv. Hvad er det jeg vil? Hvor finder jeg glæde i livet? Hvordan skal jeg bruge mig selv optimalt? Hvad er egentlig det vigtigste for mig?
Vi fødes hele
Inden for terapeutisk healing har vi det udgangspunkt, at vi fødes hele med uanede potentialer, men at vi gennem vores opvækst og gennem socialisering langsomt glemmer, hvem vi egentligt er og derfor har svært ved at mærke os selv og virkelig finde vores livsglæde og styrke. Vi lever halvt, famler i blinde og gør måske ting, vi egentlig ikke selv ønsker.
Barnet
Jeg arbejder ligeledes ud fra, at krop og psyke hænger sammen. Når vi som børn ikke bliver set og anerkendt som dem, vi er, begynder kroppen at danne et slags panser, så vi beskytter os selv. Egentlig ganske godt fundet på. For det lille barn, der af en voksen får af vide, at det er forkert på forskellig vis, har brug for at beskytte sig. Konsekvensen bliver dog, at vi fjerner os fra vores essentielle glæde og handlekraft, fordi panseret gør os mere eller mindre følelsesløse - vi mærker ikke os selv og vores behov, vi indpasser os efter andre. Fysisk ser man som healer, at der i et menneskes krop ligger flere følelsesmæssige blokeringer (stagneret energi), der netop blokerer for både fysisk og psykisk sundhed og vitalitet.
Tilbage til velvære, væren og ro
Terapeutisk healing indeholder en række metoder til at lade krop og psyke vende tilbage til deres virkelige natur. Healeren anvender forskellige former for healing, og en lang række konkrete øvelser, der sammen med healingen sikrer, at der arbejdes i et tempo, så både krop og psyke kan følge med. Kroppen og psyken vil således gradvist vende tilbage til en tilstand af velvære, væren og ro, hvor man i samarbejde med healeren slipper de blokeringer og tanker, der står i vejen for et liv med glæde.
Terapeutisk healing
Terapeutisk healing er en unik kombination af psykoterapeutisk og psykologisk grundviden og det spirituelle syn og tilgang til mennesket. Gennem terapeutisk healing føler mange sig derfor mødt som et helt menneske.
Sådan gør jeg som behandler
Når der arbejdes, tager jeg udgangspunkt i det enkelte menneske. Det vil sige, at jeg skræddersyer et forløb i samarbejde med dig, alt afhængig af dine ønsker og behov. Behandlingen foregår altid i et samarbejde, og det er vigtigt, at du føler dig tryg.
Kontakt vedrørende uddannelse og private sessioner på tlf. 60 93 57 33 eller Sisselmaya@gmail.com
|