Psykospirituel vejledning
Når jeg arbejder med psykospirituel vejledning, er mit fokus primært på nuet. Hvor befinder et menneske sig lige nu - hvilke livsprocesser er vigtige? Hvad er ved at blive udviklet? Hvilke muligheder er der i det pågældende menneskes liv? Og er der noget, som står i vejen for, at de optimale ressourcer og potentialer kan udnyttes og udfoldes.
Find ind til den, du er
Ligger der gamle tanke- og handlemåder og blokerer for, at de potentialer og eventuelle talenter, du har, kan folde sig ud, er det vigtigt at arbejde med at slippe de gamle mønstre.
Barndommens traumer og oplevelser er relevante, men kun hvis de kan belyse vigtige ting for dit liv her og nu og hjælpe dig til at udvikle dig og komme videre. Ligesom fremtidsperspektiver og muligheder i dit liv kan hjælpe dig til at ville arbejde med dig selv, så du virkelig vil kunne høste det, du faktisk kan her i livet.
I mine private sessioner arbejder jeg med at få folk til at kende sig selv - ikke traditionelt set, men derimod at finde ind til den, vi i virkeligheden er. Dybt inde i os selv er der helt stille, og derudfra strømmer en stor energi eller kraft, hvor vi som mennesker har uanede potentialer og ressourcer. Mit mål er, at livet skal være fyldt med glæde, frihed og livsmod. I menneskets inderste gemmer der sig dette sted, hvorfra alting sker, hvorfra glæde, livsmod, latter og stor ro og tilfredshed strømmer. Selv den person, hvis liv kan synes kaotisk og glædesløst, kan finde dette sted. At finde derind opleves som en stor forandring og en total frigørelse af alt gammelt. Når sindet er stille - skabes alting ud af denne stilhed.
Stilheden og den indre ro
Psykospirituel udvikling er at bevæge sig ind til stilheden og den indre ro i et individuelt tempo. Nogle kommer kun få gange, men de fleste må arbejde med sig selv over flere år. De fleste oplever under de private sessioner eller under træningen i healing og kanalisering, at roen breder sig mere og mere, og at livet bliver lettere og lettere. Det er vigtigt, at udviklingen sker i den enkeltes tempo. Gennem mange års opvækst og tilpasning kan man være kommet væk fra sig selv. Og de ydre påvirkninger, vi lever under, er massive. Så derfor er det vigtigt at skrælle et lag af ad gangen - at den personlige udvikling sker i et roligt tempo.
Hvad er vigtigt for dig
Et særligt kendetegn for min tilgang er min evne til at kombinere en grundig psykologisk indsigt med et dybt spirituelt fokus. Mit mål med alle, der kommer, er at vejlede og træne hver enkelt til at leve "et guddommeligt liv på jorden" Det vil sige, jeg tager udgangspunkt i det, der hos den enkelte er vigtigt i hverdagen, og arbejder med dette på en måde, så det spirituelle eller guddommelige gradvist får mere og mere plads. Dette betyder selvfølgelig store forandringer i den enkeltes liv. Gradvist udfoldes en større personlig indsigt og gennemslagskraft. En dybere kontakt til egne ressourcer som indre ro, livsglæde og styrke samt en overordnet mening med livet. Jeg tager altid udgangspunkt i, at disse kvaliteter flettes ind og leves i et helt almindeligt hverdagsliv med parforhold, familieliv, arbejdsliv osv. Så den enkelte trænes til at være til stede i nuet - alt afhængig af, hvilket liv man ønsker.
Ønske om forandring eller Kende sandheden
Langt de fleste, der kommer hos mig enten på træningen i kanalisering og healing eller individuelt, starter med et ønske om forandring. Måske er der for meget smerte i hverdagen, måske for meget forvirring, eller man ønsker en større selvindsigt og livskvalitet. Hos mig er der ingen regler - intet rigtigt eller forkert, men en villighed til at være så ærlig som muligt. Denne ærlighed om at ville kende sandheden og ville kende sig selv fødes ofte ud fra smerte, tvivl eller undren – som en direkte invitation til at leve et liv i, hvad der for den enkelte er sandt og oprigtigt.
I en proces med psyko-spirituel udvikling er det vigtigt at kunne møde alt det, som kommer op i livet og i os selv - åbent og uforbeholdent, men med et nærvær og en omsorg, så følelser og gamle fortrængninger bliver tilladt.
Sådan gør jeg som behandler
Når jeg arbejder med psykospirituel vejledning, er det vigtigt, at du føler dig som en del af processen og deltager aktivt med at arbejde med dig selv, så klarheden i dit liv kan folde sig gradvist ud. Jeg lægger særligt vægt på, at dette også sker på det helt daglige niveau - her og nu -hver eneste dag og ikke bare som drømme om en fremtid. Som behandler hjælper jeg dig netop til at få belyst, hvordan du selv vil kunne komme videre i dit liv. Jeg støtter dig gennem øvelser og selvindsigt til at få bearbejdet og frigjort det, som står i vejen for, at dit liv vil kunne folde sig ud på den optimale måde for dig.
Psykospirituel udvikling foregår altid som en proces, som kan forløbe over kortere eller længere tid - alt efter den enkeltes ønsker og behov. |