Underviser
Sisselmaya Øster

Sisselmaya Øster
Cand.comm., Bachelor i psykologi, Reiki Master Teacher , psyko-spirituel vejleder og healer.
Jeg har siden 1998 arbejdet professionelt med undervisning og individuelle sessioner inden for healing, kanalisering, psyko-spirituel vejledning. Jeg har igennem de sidste 10 år undervist og uddannet flere hundrede mennesker inden for mit speciale - terapeutisk healing. Igennem årene har jeg samtidig trænet mange i kanalisering. I 2008 startede jeg længerevarende undervisning og træning i kanalisering.
Jeg er født " natural healer". Det vil sige, at min evne som healer er medfødt. Jeg blev opmærksom på, hvordan jeg kunne heale andre, under en vandring i Himalaya-bjergene, hvor den kraft, jeg videregav til andre, pludselig strømmede ud fra mine hænder.
Jeg er siden uddannet hos healere i både ind- og udland og blev i 1999 Reiki Master Teacher . Jeg har desuden en fuld universitetsuddannelse i psykologi og kommunikation.
Frem for alt har jeg gennem årene skabt min helt unikke tilgang til healing, personlig udvikling og kanalisering, hvor min psykologiske baggrund smelter sammen med et stort nærvær og indsigt i det spirituelle.
Om min baggrund
Jeg er født ind i en familie med store terapeutiske kræfter - og jeg har hele livet interesseret mig for personlig udvikling. Mit syn på mennesker er, at vi fødes hele med uanede potentialer, men at vi gennem socialisering og opvækst indretter os og derved kommer væk fra den, vi i virkeligheden er.
Mit særlige interesseområde er psyko-spirituelle problemstillinger. Her arbejder jeg med at bringe mennesker i kontakt med områder i deres liv, der blokerer for en fuld livsudfoldelse - og gennem samtale og healing at bearbejde disse følelsesmæssige blokeringer, så det sande potentiale kan træde frem. Under mit studium i psykologi og kommunikation har jeg specialiseret mig i psykosomatiske symptomer som angst, krise, stress m.m., hvor jeg har kombineret psykologi med spirituelle tilgange.
Min anden store interesse er kanalisering. Det vil sige at hjælpe andre til at opnå en sund og klar kontakt til det guddommelige og at træne hver enkelt til at vedligeholde og styrke denne guddommelige kraft.
Som underviser og terapeut bruger jeg klarheden til at vejlede og støtte mennesker i deres livs proces. Jeg hjælper den enkelte til at blive opmærksom på arbejdsområder og sætter lys på de særlige potentialer, de hver især rummer. Jeg har desuden en særlig evne til at se blokeringer i krop og sind, og jeg støtter hver kursist til at heale disse blokeringer, så den personlige kraft og visdom kan udfoldes optimalt og leves i det daglige liv.
|